Hueman Vision

Privatliv

Privatlivspolitik

Du skal kunne se, hvad der sker med dine oplysninger, før du skriver til os. Her står det: hvad vi får, hvad vi bruger det til, hvem der rører ved det, og hvornår det bliver slettet.

Kort fortalt

Vi indsamler kun det, du selv skriver til os. Der er ingen konto at oprette, ingen nyhedsmail at blive skrevet op til, og vi giver ikke dine oplysninger videre til nogen, der vil sælge dig noget.

Hjemmesiden sætter ingen cookies, og vores besøgsstatistik kan ikke se, hvem du er. Skriver du til os gennem formularen, bliver din henvendelse behandlet inden for EU og lander ét sted: i vores mailpostkasse.

Når du skriver til os via kontaktformularen

Hvilke oplysninger vi får

Præcis de felter, du udfylder:

  • Emne
  • Webadresse
  • Navn
  • E-mail
  • Telefon
  • Tekster og billeder klar
  • Besked

Dertil den side, formularen blev sendt fra, så vi kan se, hvad du læste, da du skrev.

Hvad vi bruger dem til

At svare dig, spørge ind til det, vi mangler, og give dig en pris. Ikke andet.

Hvad vi må det på

Databeskyttelsesforordningens art. 6, stk. 1, litra b: du beder os om noget, inden vi eventuelt indgår en aftale. Og art. 6, stk. 1, litra f: vi har en legitim interesse i at svare den, der skriver til os.

Hvem der ser den

Formularen sendes fra vores egen server til vores mailpostkasse. Din henvendelse bliver ikke undervejs lagt i en database, et regneark eller et salgssystem – mailen er den eneste kopi, der findes, og den ligger i postkassen, indtil vi sletter den.

Hvor længe den bliver liggende

12 måneder efter vores sidste korrespondance, hvis der ikke kommer et samarbejde ud af det. Bliver du kunde, gælder de øvrige frister under Hvor længe vi gemmer dine oplysninger.

Hvordan vi holder robotterne ude

Formularen har et skjult felt, som kun en robot udfylder, og vi tæller, hvor mange henvendelser der kommer fra den samme internetforbindelse. Vi tæller ikke på IP-adressen selv, men på en talkode, vi regner ud fra den, og som ikke kan regnes tilbage til en adresse. Koden findes kun i serverens arbejdshukommelse – den bliver aldrig skrevet ned eller gemt, og den forsvinder med serveren. Der er ingen captcha at løse.

Besøgsstatistik

Vi bruger Plausible Analytics til at se, hvor mange der besøger hjemmesiden, og hvilke sider de læser. Plausible sætter ingen cookies og gemmer ikke din IP-adresse. Vi får kun samlede tal – sidevisninger, hvilken side du kom fra, land, browser og skærmstørrelse – og de kan ikke føres tilbage til dig.

Sender du formularen, tæller vi det som en henvendelse og noterer, hvilket emne og hvilket svar om tekster og billeder du valgte. Navn, e-mail, telefon og besked bliver aldrig sendt til statistikken. Grundlaget er vores legitime interesse i at vide, hvad der bliver læst og brugt (art. 6, stk. 1, litra f).

Cookies og lokal lagring

Vi sætter ingen cookies. Derfor er der heller ingen cookiebanner at klikke væk, før du kan læse med.

Prissiden husker én ting: om du har slået moms til eller fra. Valget gemmes i din browsers lokale lager under navnet withTax. Det er en indstilling, du selv har truffet, den forlader aldrig din browser, vi kan ikke læse den – og du fjerner den ved at rydde browserens data.

Databehandlere og overførsler

Tre databehandlere rører ved oplysningerne på vores vegne. Vi har en databehandleraftale med hver af dem, og de må kun gøre det, vi beder dem om:

  • Proton AG

    mail – din henvendelse ankommer og bliver liggende som en mail i vores postkasse

    Behandles i Schweiz og EU

    Grundlag databehandleraftale, der er en del af Protons vilkår. Schweiz er omfattet af EU-Kommissionens afgørelse om tilstrækkeligt beskyttelsesniveau, så der sker ingen overførsel til et usikkert tredjeland

  • Vercel Inc.

    hosting – her ligger hjemmesiden, og her kører den funktion, der tager imod formularen

    Behandles i EU, region Stockholm

    Grundlag databehandleraftale med EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser. Selskabet er amerikansk, men behandlingen af din formular er låst til den europæiske region

  • Plausible Insights OÜ

    besøgsstatistik – samlede tal for, hvordan hjemmesiden bliver brugt

    Behandles i EU (Estland)

    Grundlag databehandleraftale. Der behandles ingen oplysninger, der kan identificere dig

Dine oplysninger bliver ikke behandlet uden for EU/EØS – bortset fra Schweiz, som EU-Kommissionen har afgjort beskytter personoplysninger på samme niveau som EU.

Når vi driver din hjemmeside

Alt ovenfor handler om denne hjemmeside. Bygger og driver vi din, er rollerne byttet om: du er dataansvarlig for dine besøgendes oplysninger, og vi er din databehandler. Det står i den databehandleraftale, der følger med Drift, og den nævner de underdatabehandlere, vi bruger på kundesider:

  • Cloudflare

    hosting – her ligger kundens hjemmeside

    Gælder Alle kundesider med Drift

  • Vercel

    hosting – for de kundesider, der endnu ikke er flyttet til Cloudflare

    Gælder Kundesider, der ikke er flyttet endnu

  • Sanity

    redigeringssystemet (CMS) – her ligger sidens indhold og brugerkontoen til den, der redigerer

    Gælder Alle kundesider

    Grundlag Indholdet lagres i EU. Grundlaget er Sanitys offentliggjorte databehandleraftale med EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser, som vores databehandleraftale med dig henviser til – så kæden er hel: du er dataansvarlig, vi er databehandler, Sanity er underdatabehandler

  • Stripe

    betaling – selve betalingen og kortoplysningerne håndteres hos Stripe og rører aldrig kundens side

    Gælder Kun webshops

Bortset fra Vercel, som også hoster denne hjemmeside, rører ingen af dem ved det, du skriver i kontaktformularen her.

Hvor længe vi gemmer dine oplysninger

Vi rydder op én gang om året, og vi gemmer ikke noget, fordi det kunne blive godt at have:

  • Henvendelser, der ikke bliver til et samarbejde

    12 måneder efter vores sidste korrespondance — så vi kan huske sammenhængen, hvis du skriver igen – derefter sletter vi mailen.

  • Korrespondance med kunder

    2 år efter samarbejdets ophør — så vi kan svare på spørgsmål om det, vi har lavet for dig.

  • Fakturaer og bilag

    5 år efter udgangen af det regnskabsår, de hører til — det kræver bogføringsloven, og vi kan ikke slette dem før.

Dine rettigheder

Du har ret til:

  • at få indsigt i de oplysninger, vi har om dig
  • at få rettet noget, der er forkert
  • at få dine oplysninger slettet
  • at få behandlingen begrænset
  • at gøre indsigelse mod, at vi behandler dem
  • at få dem udleveret i et almindeligt filformat (dataportabilitet)

Skriv til kontakt@huemanvision.dk, så svarer vi inden for en måned. Du betaler ikke for at bruge dine rettigheder.

Klage til Datatilsynet

Er du utilfreds med den måde, vi behandler dine oplysninger på, hører vi gerne fra dig først – så retter vi det, vi kan. Du kan altid klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby.

Ændringer

Vi opdaterer politikken, hvis vi ændrer på, hvordan hjemmesiden eller formularen behandler oplysninger. Denne udgave er fra .